Aktuelle byggeprojekter

Kollegiekontorets byggeprojekter omfatter både nybyggerier og større renoveringer/moderniseringer af de bestående kollegier. Nedenfor oplistes byggeprojekterne, der aktuelt er under forberedelse og i gang. Oplysningerne opdateres løbende, så projekternes status kan følges.

Godsbanekollegiet

Kollegiekontoret opfører i samarbejde med Arbejdernes Andelsboligforening (AAB) et nyt kollegiebyggeri på godsbanearealerne i Aarhus C. Kollegiekontorets del af kollegiet bliver et internationalt kollegium med 132 værelser opdelt på 12 fællesskaber omkring fælleskøkkener. Det internationale afsnit deler samtidig fælles faciliteter med AAB´s 228 ungdomsboliger i bebyggelsen.

Kollegiet opføres i perioden 2020-22 med indflytning i efteråret 2022.

Tranekærvej, Vejlby

Kollegiekontoret opfører et nyt kollegium i en del af det tidligere IBM-kompleks i Vejlby. Kollegiet omfatter 312 boliger samt et fælleshus. Kollegiet etableres dels som nybyggeri, dels som ombygning af tidligere kontorbygninger.

Byggeriet er påbegyndt i 2020 med indflytning i sommeren 2022.

Skjoldhøjkollegiet

Skjoldhøjkollegiet er byens største kollegium bygget i 1971 med 847 boliger. Det selvejende kollegium har behov for en omfattende renovering og modernisering. Kollegiets bestyrelse og beboere har i 2006 godkendt en masterplan for kollegiets modernisering, og søgt kommunen om støtte til renoveringen og til et pilotprojekt med omdannelse af værelser til lejligheder. Som følge af manglende behandling af støtteansøgningen udføres udvendig renovering i perioden 2018-20 for egen opsparing, mens moderniseringsprojektet er uafklaret.

Startboliger i Skejby

Kollegiekontoret opfører et nyt byggeri i Skejbyparken med 117 boliger fordelt på to ejendomme. En del af boligerne er startboliger for unge med behov for bostøtte i den første periode som udeboende. Der tilknyttes en social vicevært, som hjælper med at skabe en struktureret hverdag.

Byggeriet er påbegyndt i 2021 og indflyttes i forsommeren 2022.

 

Læs om vores mål, rammer og beslutningstagning i forbindelse med vores byggerier.